Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/daim-islagkage/ Dessert Efterår, Festmad, Forår, Is, Kager, Kager og søde sager, Sommer, Vinter

Daim islagkage

Daim islagkage er en populær kage og vel nærmest efterhånden lidt af en ny klassiker i dessertkøkkenet. Det er virkelig også skønt med den seje marengsnøddebund og den luftige lækre is, fyldt af sprøde daimstykker. En islagkage, som begejstre både store og små.

Det er en dejlig dessert at servere ved festlige anledninger, da det hele kan forberedes i rigtig god tid og kagen kan laves i forvejen og ikke er spor svær. Isen skal tilmed laves uden ismaskine, da det er en parfait som laves af luftigt pisket flødeskum, æg og sukker – ja og naturligvis en masse små sprøde stykker daim.

Prøv også: min opskrift på jordbærroulade >>

PT6HPT60M8

Daim islagkage

Tid i alt6 timer
Arbejdstid60 min.
Holdbarhed2 måneder
Kan frysesJa
Antal8 pers.
Ingredienser
  • Marengsbund
  • 150 g hasselnødder
  • 150 g flormelis
  • 0,50 tsk bagepulver
  • 4 æggehvide
  • Daim is
  • 1 vaniljestang
  • 75 g sukker
  • 4 æggeblomme
  • 5 dl piskefløde
  • 150 g daim, hakket
  • Pynt
  • 74 g daim, grofthakket
  • 50 g chokoladekugler
  • 1 knivspids guldstøv, spiseligt, (eller bronze)
  • Derudover
  • 1 kageplast
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Marengsbund
Kom hasselnødderne i en forvarmet ovn ved 150 grader varmluft og bag i 15 minutter til hinderne bliver sprøde og sprækker. Kom hasselnødderne i et rent klæde og gnid hinderne af.

Kør hasselnødderne i en foodprocessor, til de er fintmalede. Bland dem med flormelis og bagepulver i en skål.

Pisk æggehviderne luftige og stive i en anden skål. Vend forsigtigt æggehviderne i nøddeblandingen. Hæld dejen i en smurt springform på 20 cm i diameter.

Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 30 minutter og lad kagebunden køle af og blive i formen.

Daim Is
Skær vaniljestangen igennem på langs, skrab kornene ud og bland dem med sukker. Pisk vanilje, sukker og æggeblommer til en luftig æggesnaps. Pisk fløden til flødeskum og vend den i æggesnapsen. Vend til sidst hakket Daim i.

Sæt kageplast rundt i kanten af springformen, hæld iscremen over den afkølede marengsbund i formen og sæt islagkagen i fryseren i min. 5 timer eller til servering.

Til servering
Tag islagkagen ud af fryseren, 10 minutter før den skal serveres. Fjern forsigtigt formen og kageplasten. Anret islagkagen på et fad og drys med hakket Daim. Vend chokoladekuglerne i spiseligt bronzestøv og pynt islagkagen med dem.