Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/perfekte-brunede-kartofler/ Julefrokost julemiddag, Juleopskrifter, Mormormad, Tilbehør Aftensmad

Brunede kartofler

Brunede kartofler og franske kartofler er uundværligt til julemiddagen. Vi spiser brunede kartofler på Mortensaften, hvor vi spiser andesteg og så til selve julemiddagen – hvor vi spiser de brunede kartofler til både flæskesteg, and og gås. Brunede kartofler og god julesauce! SÅ godt!

Jeg har to tilberedningsmetoder til brunede kartofler,og de giver begge et perfekt resultat! Den ene er mere klassisk og så er den som kan klargøres dagen i forvejen, hvilket også er et hit, for det gør tidspunktet inden julemiddagen skal på bordet, en smule nemmere.

Læs også: tilbered en lækker julemiddag uden stress >>

PT24HPT45M6

Brunede kartofler

Tid i alt24 timer
Arbejdstid45 min.
Holdbarhed3 dage
Antal6 pers.
Ingredienser
  • 1 kg babykartofler, eller aspargeskartofler
  • 100 g sukker
  • 40 g smør
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Dagen før eller nogle timer før servering:
Lav et lille kryds i skrællen på kartoflerne, i både toppen og bunden. Det gør dem nemmere at pille kartoflerne, efter de er kogt.

Kog kartoflerne i letsaltet vand, til de er lige knap møre.

Hæld vandet fra og kom straks kartoflerne i iskoldt vand og pil kartoflerne, ved at hive skrællen af med en lille urtekniv.

Dup kartoflerne, så de er tørre og læg dem i en skål med låg. Sæt dem i køleskabet til næste dag eller til senere på dagen. De skal nå at være helt kolde før næste step.

Inden servering:
Tag kartoflerne ud af køleskabet og tag låget af.

Kom sukker i et jævnt lag på en stor kold pande. Tænd for middelhøj varme (jeg sætter blusset til 6 ud af 9), og lad sukkeret smelte og blive lysebrunt, uden at røre i sukkeret.

Tilsæt smør, så snart sukkeret er lysebrunt og lad det bruse op. Rør godt igennem til en lækker brun karamel.

Kom kartoflerne på panden og skrue lidt op for varmen. Brun kartoflerne godt i cirka 15 minutter og vend dem flere gange undervejs, til de er flotte brune på alle sider.